Rudolf

 

Rudolf (20. februar 1929 – 23. april 2023). Brev til Rudolf posthumt.




Kære Rudolf

Du oplevede besættelsen. Var med til at råbe “Tyskland kaput”, når de kom marcherede gennem Hundborg - noget der godt kunne gå galt. Du lavede forbudte ting - som at ryge tobak omme i skoven. Den eneste måde du kun få dine små søskende til ikke at sladre, var ved at lade dem ryge med.

Du er et barn af mellemkrigstiden, en tid svær at forstå for nutiden. Det var din jævnaldrende fætter Tage, søn af faster Ingrid, der fortæller så levende om den tid og om livet i Hundborg, hvor I begge er født. I fik samme uddannelse som købmænd, du hos købmand Henry Hedegaard og Tage hos købmand Johannes Jørgensen. I gik på teknisk skole sammen. Da havde du allerede startet Hundborg Trio, og Tage fik dig med til at underholde borgerskabet i forsamlingshuset. Du har et eminent musikalsk øre. Det falder dig let at spille flere instrumenter - noget der var med til at gøre Hundborg Trio til det mest efterspurgte band i Thy - helt op til slutningen af halvtredserne – og din lillesøster var med dig fra sit fjortende år.

Halvtreds år senere bliver Trioen genopdaget af Anders Christensen og det bliver til radioudsendelser, filmoptagelser af baller på Snedsted Kro, udgivelser med de gamle Thydanse og genoplivning af de gamle Thy-baller i Aarhus Folkedanserforening.

Som udlært købmand fik du en god start hos Albert Bornerup i Thisted – tolv år med papir engros blev det til. Du blev en formidabel købmand - havde evnen til at gøre den rette entré. En dag, du kom hjem, fortalte du, at du havde vundet en kunde, du før havde forsøgt dig med. ”Kunne du tænke dig at forhandle Verdens bedste legetøj?” startede du med at spørge den dag - og tog så en bold op af lommen. Når slagtermesteren vægrede sig ved at købe det nye og forfærdeligt dyre indpakningspapir til pålæg, fik du ham overbevist om, at det da var billigere end pålægget og vejede godt til. Det var dog hos Morgenavisen JyllandsPosten dine evner rigtigt foldede sig ud. Du begyndte i 1970 som avissælger, læste samtidig på handelsskolen i Skanderborg. Dengang boede du på Kildevænget 10 i Skanderborg – ganske tæt ved os. Hos JyllandsPosten blev du hurtigt en vellidt salgschef og ikke uden grund redaktør Jørgen Ejbøls yndling. Som den første udviklede du sammen med Jysk Telefon et fantastisk EDB-system til styring af avissalget. Systemet tillod avisen at øge sit oplag i en hvilken som helst region og til en hvilken som helst målgruppe. Hvad koster det at skaffe 100 isenkræmmere i Sønderjylland? kunne reklamefolkene finde på at spørge. Rudolfs system havde svaret.

Når jeg tænker på dig, Rudolf, så er det, jeg tænker på, vores byture op og ned langs kysten - på din motorcykel, på min første tur i din Lloyd en sen aften hjem fra Hotel Aalborg i Thisted og på telttur i din første folkevogn - og indenom mit fødehjem i Vendsyssel på vej til Sæby. Jeg tænker på vores evindelige snak - nærmest drøftelser - da du læste til merkonom hos Vosgerau. De mange hyggelige stunder. Du holdt meget af at komme hos din lillesøster. Du var en gevinst for ethvert selskab, underholdende, fortællende og altid god for en joke.

Ja, sådan er du. Vellidt blandt venner, vellidt blandt kolleger og en knagendes god købmand.

Din lillesøster og jeg ønsker dig God Rejse.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gæsteliste

Højdedraget

Ane