Hundborg Trio

 I går og i forgårs (18/19 marts 2023) var vi til familiefest på Hvidovre Kommunes Feriecenter på Skødshoved i anledning af Anes’s 85 års fødselsdag. Der var udsendt knap 60 invitationer til børn, børnebørn, oldebørn og søskende. Det blev en kæmpesucces og kun er par af de inviterede havde forfald.

Steen, Anes lillebror var der selvsagt også. Det jeg vil fortælle om, er den bog,  han havde med og som vi måtte låne. Den er skrevet af Tage Andersen født i Hundborg som søn af Bernhard Severin Andersen, kæmner i Hundborg og Ingrid Kirstine født Bak. 

For at få bedre styr på slægtsskabet ringede jeg til Jørgen Bak - den sidste nulevende af Johan og Marthas børn. Jørgen vil finde lidt mere frem om Thorvald og Johans familie - Thorvalds familie hørte vi ikke meget om hjemme hos Thorvald og Dagmar. Dagmar var ligesom lidt finere end de andre, siger Jørgen. De kaldte hende tante Teddybear. Ingrid havde en tvillingesøster Rikke, landmandskone i Hørsted. Det vil sige, at Tage og Nethe er fætre og kusiner.

Jeg husker både Tage og nok mest faderen og Tages to søstre, Gerda og Ellen. Ellen og jeg var jævnaldrende - eller næsten - og nok een af grundene til at jeg kom en del på kommunekontoret til aftenkaffe.

Tage er noget ældre, men jeg tror, vi mødtes i København, hvor han begyndte med at sælge og levere kartofler direkte til de mange, der boede i lejligheder. Jeg har ellers ikke haft med Tage at gøre, men hørt en del om ham og hans succes som kartoffelgroserer.

Forlaget Ubirex. Bogen er udsolgt.

 Jeg blev ringet op af Tage lidt før Jul sidste år og vi fik en lang snak. Nu forleden blev jeg ringet op af hans svigerdatter,  Vibeke. Hun var faldet over kontakten og ville fortælle, at Tage var faldet og døde af faldet 14 dage senere  - og det i en alder af 93 år.

Tage og Steen havde været i forbindelse med hinanden i anledning af Tages bog og det var derfor, vi lånte bogen af Steen. 

Et sted skriver Tage om en revyforestilling i Forsamlingshuset, han havde være med til at arrangere. Det, vi mærker os, er at tre unge mennesker kunne spille til. En på klaver (Det er i 1945 og Nethe er kun 11 år og går ikke på teknisk skole endnu. Hvem kan det mon være?), én på harmonika (det er Rudolf Bak). Den tredje på banjo er Holger Vestergaard - også kaldet “Nysse”. De tre blev til eller var allerede Hundborg Trio med Rudolf som Triomester. Det er først noget senere barberer Valde bliver en del af trioen i stedet for Holger. Forespurgt svarer min Chatbot:"Desværre er det ikke oplyst i din tekst, hvem der spillede klaver i trioen på Hundborg tekniske skole i 1945. Det ville være nødvendigt med yderligere information for at besvare dette spørgsmål".


Klik for at se billedet i stor og læsbar størrelse. Der står blandt andet:
"Herefter fik vi ideen til at gøre lidt gengæld ved, at samtlige elever skulle være fælles om at lave en revyforestilling i forsamlingshuset - med sketches, monologer og sange, der skulle laves, så de gav kendte ansigter i byen et lille hip. Desuden var det heldigt, at tre af eleverne, der i forvejen var meget populære med deres trio, spillede musik på henholdsvis klaver, banjo og harmonika".

Ane og jeg skiftes til at læse højt fra bogen og det giver anledning til en masse snak, for det er altsammen noget, vi selv kender til. Ane har jo selv rejst tørv i mosen og vi kender begge mange af de omtalte figurer fra byen. Det er ikke alt, Tage fortæller, vi kan genkende og nogle steder husker han forkert. Andre steder er det fortalte ude af proportioner - eksempelvis skildring af maden på Søndergaard. Mus og fluer var der masser af på gårdene dengang og der kunne sagtes komme fluer i en sødsuppe, der ved et uheld stod utildækket, men at beretningen om sødsuppen med de mange fluer får lov at stå som kendetegnende, er skævvridende.

Tage Andersen, 90 år. Kilde. Herning Folkeblad 13. april 2020.




Thorvald Baks søskende: 


Thorvald Bak (1897-1986) er født 05.05.1897 i Thisted. Han er gift med Dagmar Fink fra Lundgaard i Hundborg. De har fem børn, Rigmor, Ragna, Ruth, Rudolf og Agnethe. 

Det er Rudolf, der har Hundborg Trio og Agnethe der bliver trioens pianist. I begyndelsen er Holger Vestergaard (Nysse) med, men afløses af barber Valde. I bogen omtales Valde med egen  trio, men det er først efter at Hundborg Trio går i opløsning omkring 1956, hvor Agnethe tager til Skanderborg i vinterhalvåret og underviser i kjolesyning.

Modtaget fra Jørgen Bak:

Peter Kristian
F: 16.1. 1895 i Lild - V. Hanherred
D: 1982 i Nielstrup, Sjælland
Han var gartner i rigtig mange år på Bregentved gods

Frederikke
F: 19.6. 1898 i Thisted by
D: 31.12 1898

Ole Johan
F: 20.9. 1900 i Agger
D: 25.6. i Hundborg

Laurids Richardt
F: 22/12 1903 Lemvig  
D: 10.12. 1975 i Hassing

Frederikke Louise
F: 20.10. 1906 Tåbel, Agger
D: ? , begravet Hørsted kirkegård
Døbt i Vestervig kirke

Ingrid Kirstine
F: 20.10.1906 Tåbel, Agger
D: 3.10. 1988 i Hundborg

Petra Catrine (Tinne)
F: 27. 4. 1908 Grurup/Hassing
D: 17.4. 1992 Hundborg
Gift med Snedker/tømrer Jens Jensen
Det er mit indtryk, at de havde meget sammen med Thorvalds.

Maja Christence
F: 17.8. 1916 i Hundborg
D: ca. 2008 - begravet på Heltborg kirkegård ved Hururp
Gift med Nikolaj Nielsen

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gæsteliste

Højdedraget

Ane